Det er januar og der er udsalg over alt! Jeg er hamrende træt af, at min pengepung ikke vil være med til at shoppe, for det er ellers et af mine største ønsker lige pt. Jeg har altid elsket udsalg, men aldrig rigtig haft råd til at dyrke det. Det må blive når jeg er voksen og ansvarlig, eller bare har en mere stabil økonomi, end hvordan mine udsigter ser ud til lige nu.
Men.. Lidt skulle der altså være plads til. At det blev bøger der skulle være årets udsalgskøb, ja den havde jeg heller ikke rigtig selv set komme, for jeg er altså en sucker for nyt tøj. Men eftersom jeg gerne vil lægge min livsstil lidt om, så syntes jeg bestemt, at disse tre bøger var værd at spendere lidt på.

Først og fremmest. Jeg vil rigtig gerne tabe mig lidt, eller strammes op om man vil. Da jeg ikke er overvægtig, er det faktisk temmelig svært, da jeg ikke helt ved præcis hvordan og hvorledes jeg skal gribe det an. Her kommer Mascha Vang og Anne Beck ind i billedet.
Der er en masse god inspiration, og et helt komplet program man kan følge i denne bog. Jeg tænker at det muligvis er noget jeg vil prøve, men det bliver først efter jeg er faldet på plads på studiet. Når tid er, skal jeg helt sikkert nok lade jer følge mig på sidelinjen.
Til en sund livsstil hører der sig sund mad til. Derfor var en ny kogebog en oplagt idé, og eftersom Emma Martiny har udgivet en fremragende en af slagsen, blev der også plads til den i den virtuelle indkøbskurv. Jeg glæder mig til at afprøve en af opskrifterne i den nærmeste fremtid. Faktisk har jeg lidt en plan om, at lave salater fra denne bog to gange om ugen. Det må da give lidt på sundhedskontoen?
Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi den altid fine Emily Salomon og hendes “Hverdagsglamour”. Jeg har kigget hele bogen igennem, og jeg glæder mig til at bruge den lidt som et “opslagsværk”, når jeg mangler lidt glamour i min hverdag. Tror i hvert fald snarest at én af opskrifterne fra bogen skal tages i brug. Desuden skal jeg forsøge mig med, om hendes metode at ligge flydende eyeliner, er bedre end min egen. Masser af god inspiration til en mere glamourøs hverdag.
Har I shoppet noget her i januar som jeg misundeligt skal høre om? 🙂