Det nye år er for længst ringet ind af rådhusklokkerne, Big Ben eller hvad der nu ringer, dér hvor man befinder sig. Med et nyt år kommer også ofte nye mål, tanker og to-do’s.
I stil med sidste år, så vil jeg endnu engang i dette år, lave min månedlige lister over, hvorledes mit ønskescenarie for den kommende måned ser ud. Første udgave lettere forsinket, men vi kører vel stadig efter ‘bedre sent end aldrig’, ikke?
Hvad skal der ske i januar måned?
♡ Londons gader og stræder skal nydes til fulde. Nedtællingen til hjemturen mod Danmark er for alvor intensiveret, så nu er der ikke lang tid tilbage. Derfor står januar på de sidste gåture rundt i byen for denne omgang.
♡ Jeg skal endelig i Royal Botanical Gardens! Som den vakse så kan regne ud, så nåede jeg det heller ikke sidste måned, men nu er datoen sat og billetterne næsten købt, så nu kan det næppe gå meget galt.
♡ Den sidste weekend skal sluttes med et brag. Så der er lagt lidt i kakkelovnen, eller hvad man nu siger. Påtænker et par drinks, noget pænt kluns og en dansetur i Camden. Det kryds skal lige krydses af bucket-listen.
♡ Der skal laves SÅ meget mad, når jeg endelig befinder mig blandt mine egne kødgryder. Om der så kommer vildt meget kød i dem, det er en helt anden snak. Men efter ikke at have lavet min egen mad siden august, så gibber det næsten i mig for at komme i gang.
♡ Der skal selvfølgelig også overstås en eksamen. Det kan jeg desværre ikke komme udenom, men derefter står den på 1 1/2 uges ferie.
♡ I min lille mini-ferie påtænker jeg at få læst en masse skønlitteratur. Håber på at få læst ‘Førstelivet’ færdig, ‘The hate U give’ som jeg var så heldig at få i julegave og måske en anden bog kan snige så på listen også? Har ikke rigtig kunne samle mig om en bog herovre, så glæder mig til at kunne sidde hjemme i stilhed, og begive mig ind i nye verdener.
♡ Kvalitetstid med min selvvalgte roommate står selvfølgelig også på programmet. Jeg forudser en masse gåture i Københavns gader, serieaftener på sofaen, candlelight dinner og hverdags eventyr.
I forhold til dette, hvordan gik drømmescenariet i december så?
Som I har kunne læse i sidste ugeopdatering, så fik jeg set en masse fine julelys og besøgt det fine Winter Wonderland. Dog fik jeg ikke is under fødderne på skøjtebanen, det må jeg gemme til en anden god gang.
I stedet fik jeg besøgt Danmark og Malmö. Hilst på familien, spist lækker mad, købt alle julegaverne og forhåbentlig givet folk et smil på læben. Så er det helt ok ikke at nå alt, når det man når, er så rart og betydningsfuldt.